Vedtægter Odense Skyttekreds 2020
§1
Foreningens navn er Odense Skyttekreds stiftet i 1867. Foreningen er hjemmehørende i Odense, Region Syddanmark.
§2
Foreningens formål er at udbrede kendskab til og vedligeholde færdigheder i skydning samt ved anden kulturelt virke at fremme den enkeltes og fællesskabets sundhed og trivsel.
§3
Foreningen er tilsluttet DGI Fyn under DGI og derved underkastet disses love og vedtægter.
Foreningen er også tilsluttet Fyns Skytte Forbund under Dansk Skytte Union og Danmarks Idræts Forbund.
§4
Foreningen har 3 typer medlemskab:
- Aktive/ordinære medlemmer
- Støttemedlemmer, som betaler reduceret kontingent
- Særlige medlemmer, som f.eks. våbenreparatører, instruktører og lign.
Særligt medlemskab skal i hvert enkelt tilfælde godkendes af bestyrelsen. Godkendelsen er gældende for ét år ad gangen. Særligt medlemskab er kontingentfri.
Støttemedlemmer og særlige medlemmer har ikke stemmeret på generalforsamlingen og kan kun skyde ved særlige arrangementer.
Bestyrelsen kan udelukke et medlem, når den finder grund dertil. Det udelukkede medlem kan anke kendelsen på førstkommende generalforsamling.
Udmeldelse skal ske skriftligt med minimum 1 måneds varsel til års skiftet.
§5
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes inden 15 marts og indkaldes ved skriftlig meddelelse og / eller opslag i klubben til medlemmerne med mindst 3 ugers varsel.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 1 uge før generalforsamlingen.
Kun fremmødte, aktive medlemmer, som er fyldt 16 år og har været medlem de sidste tre måneder, har stemmeret.
Kontingentet fastsættes på den årlige generalforsamling.
Kontingentet er helårlig, og følger regnskabs året, 1/1 – 31/12
Nye medlemmer opkræves ikke kontingent for den sidste måned af sæsonen.
På generalforsamlingen afgøres alle sager ved almindeligt stemmeflertal, dog kræves der til udelukkelse af et medlem samt ændring af disse vedtægter mindst 2/3 af de afgivne stemmer, stemmer for forslaget.
Generalforsamlingens forhandlinger og beslutninger indføres i foreningens protokol, der skal underskrives af dirigenten.
Vedtægtsændringer skal godkendes af landsdelsforeningen.
§6
På den årlig generalforsamling behandles følgende.
- Valg af dirigent og stemmetæller.
- Formandens beretning.
- Kassereren fremlægger det reviderede regnskab.
- Behandling af indkommende forslag.
- Fastsættelse af kontingent.
- Valg af formand i lige kalenderår.
- Valg til bestyrelsen
A. Valg af kasser i ulige år.
B. 2 bestyrelsesmedlemmer i lige kalenderår.
3 bestyrelsesmedlemmer i ulige kalenderår.
C. 1 suppleant
8. Valg af 1 revisor i lige kalender år.
9. Valg af 1 revisorsuppleant i ulige kalenderår.
10. Eventuelt.
Kassererne varetager foreningens økonomi samt står for udarbejdelse og aflæggelse af regnskab på generalforsamlingen. Sammen med formanden er kassererne ansvarlig for arbejdet vedrørende tilskud.
Det påhviler formanden omgående at meddele politiet nyvalg af bestyrelse, således at bestyrelsen efter godkendelse er berettiget til at udstede våbenpåtegenelser.
§7
Ekstraordinære generalforsamling skal afholdes, når 2 medlemmer af bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 10 medlemmer stiller krav herom med forslag til dagsorden, senest 4 uger efter kravet herom er fremsat og indkaldes skriftlig med mindst 2 ugers varsel.
§8
Bestyrelsen fastlægger selv sin forretningsorden og konstituere sig med næstformand.
Foreningen tegnes i almindelighed af formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer i forening. Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom samt ved optagelse af lån tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
Dispositioner over foreningens formue, herunder kontantbeholdning, foretages af den samlede bestyrelse, som dog kan meddele specialfuldmagter til bank.
Odense Skyttekreds hæfter for sine forpligtelser med sin formue, hvorimod medlemmerne ikke hæfter. Medlemmer af bestyrelsen hæfter ikke personligt for forpligtelser, som påhviler Odense Skyttekreds.
Bestyrelsens forretningsorden skal som minimum indeholde bestemmelser, om hvor ofte bestyrelsen mødes, samt bestemmelser om hvorledes de daglige arbejdsopgaver er fordelt.
§9
Foreningens regnskabsår går fra 1. januar til 31. december, og senest 1 uge før generalforsamlingen fremlægger kassereren driftsregnskabet og status til revisorernes påtegning.
§10
Bestyrelsen er ansvarlig for hensigtsmæssig opbevaring af våben og patroner, samt at føre nøjagtig kartotek over de våben, der beror i foreningens og dennes medlemmers varetægt.
Det påhviler bestyrelsen omgående at meddele landsdelsforeningen nyvalg af formand og kasserer samt at udfylde og indsende de indberetninger m.v. som landsdelsforeningen skønner nødvendige for at kunne varetage landsdelsforeningens daglige ledelse.
§11
Da foreningen er berettiget til at give våbenpåtegning, er foreningens bestyrelse forpligtet til at give orientering til politiet eller om fornødent at tilbagekalde påtegning overfor et medlem, der efter bestyrelsens skøn ikke længer bør være indehaver af en udstedt tilladelse til et våben.
Betingelsen for at opretholde en våbenpåtegning er, at skytten hver år skal være ”foreningsaktiv” mindst 4 gange, som udgangspunkt ved skydning.
§12
Foreningen kan opløses såfremt 2/3 af deltagerne i to på hinanden følgende generalforsamlinger stemmer herfor. Ved foreningens ophør overgår dens formue, ejendele, kartotek, protokoller og fane til DGI FYN.
Vedtaget på generalforsamling marts 2020
Steen Allan Olsen
Formand